- Skrevet af Jonas Bluhme
Vi er meget taknemmelige for, at kunne fortælle, at Kragebjerg har modtaget støtte fra LAG Nordvestsjælland til den videre udvikling af vores natur- og fritidsområde.
Støtten går til etablering af overnatnings- og servicefaciliteter som en del af den næste fase i udviklingen af Kragebjerg. Det omfatter blandt andet glampingenheder, stellpladser for campere, servicecenter og minirensningsanlæg.
For os er støtten ikke bare et vigtigt økonomisk bidrag. Den er også en stærk anerkendelse af den vision, vi arbejder for at føre ud i livet: at skabe et levende sted, hvor natur, fællesskab, ro, oplevelser og nye muligheder kan eksistere side om side.
Kragebjerg er tænkt som et sted med plads til både lokale fællesskaber og besøgende udefra. Et sted, hvor man kan finde nærvær, ophold og naturoplevelser, og hvor området over tid udvikler sig til glæde for både lokalsamfundet og dem, der lægger vejen forbi.
Vi er både glade for og taknemmelige over den tillid, der er blevet vist os med støtten fra LAG Nordvestsjælland. Den giver os mulighed for at tage næste skridt i udviklingen og komme endnu tættere på at realisere de rammer, vi ønsker at skabe omkring Kragebjerg.
Tak for opbakningen til projektet og til visionen bag.
Du kan læse mevre om projektet her.
Vi glæder os til at dele de næste skridt med jer.
